23948sdkhjf

Møbelkæde under pres - stort dyk i overskuddet

Indtjeningen er faldet markant, men ledelsen fremhæver strategiske satsninger og kendisudnævnelse som lyspunkter

BoConcept Holding A/S, der står for driften af den internationale møbelkæde BoConcept, kunne i regnskabsåret 2024/25 præstere et overskud på 14 mio. kr. efter skat. Det er dog et fald fra sidste års 36 mio. kr., og resultaterne ligger under både budget og forventninger.

Omsætningen landede på 1247 mio. kr., svarende til et fald på 2 pct. sammenlignet med året før. Bruttofortjenesten fulgte med nedgangen og faldt til 710 mio. kr., mens resultatet af primær drift (ebitda) dykkede 16 pct. til 172 mio. kr. 

Alligevel erklærer adm. direktør Mikael Kruse Jensen i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet:

- Jeg er tilfreds med årets resultat, hvor vi på trods af et udfordrende globalt marked har leveret solide resultater.

BoConcept
Regnskabsår 2024/25 2023/24
Tal i mio. kr.
Nettoomsætning 1247 1273
Bruttofortjeneste 710 728
Resultat af primær drift 172 205
Resultat før skat 36 66
Årets resultat 14 36
Balancestatus 1863 1960
Egenkapital 648 639
Antal ansatte 473 461
Kilde: BoConcepts årsrapport 2024/25

Ledelsen peger på lavere forbrugertillid og svækkede salgstal i nøglemarkeder som Europa og USA som hovedårsagerne til tilbagegangen.

Japan, Australien og Korea leverede fremgang, og B2B-forretningen havde ifølge ledelsen “positive resultater”, men det var ikke nok til at opveje tabene på de svagere markeder.

Pengestrømmen fra driften før finansiering faldt markant – fra 94 mio. kr. året før til 12 mio. kr. – hvilket vidner om presset likviditet, selv om ledelsen fremhæver forretningsmodellen som en "meget profitabel og cash genererende forretningsmodel". 

Topmodel i front

Året bød også på et opsigtsvækkende træk uden for regnskabstallene: Modeikonet Helena Christensen blev udnævnt til BoConcepts globale kunstneriske direktør, hvilket ifølge ledelsen har givet "betydelig PR-eksponering" og "styrket brandets position".

- Jeg er meget begejstret for, at vi har tiltrukket en profil som Helena til rollen som BoConcepts global kunstnerisk direktør. Samarbejdet har allerede været særdeles frugtbart, udtaler Mikael Kruse Jensen. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.053